Lidt nyt fra lokalredaktøren

billede1212

Man kan mene meget om ”Facebook”s lyksaligheder/ulyksaligheder, måske overvejende det sidste.

Men i dag faldt jeg derinde over et digt fra et norsk site, ”Skolenytt”, som jeg fik lyst til at dele her.

Digtet skulle engang i halvfjerdserne være fundet på et engelsk plejehjem i en gammel kvindes natbordsskuffe, - efter at hun var død……

Jeg synes, at digtet taler så fint for sig selv.

Og så taler det lige ind i den situation, vi som frivillige ofte befinder os i.

Det er netop udfordringen, vi har, på forskellig vis at lokke det levede liv frem, bag om det, der lige umiddelbart er til syne:

Hvis vi giver os tid og tør, kan vi møde det i et par øjne, der ser ind i vores.

Vi kan måske få den syge/den gamle til at fortælle livet og dermed meningen frem igen.

Eller vi må ane hele det levede liv, der aftegner sig i rynkerne på den døende, som vi holder i hånden.

På lørdag holder vi i Hjørring Sognegård vores årlige fælles seminar netop med temaet ”Menneskesyn, liv og tilværelse”. Jeg vil ønske for os alle, at vi endnu en gang får en udbytterig dag.

Og her kommer digtet, på charmerende norsk:

Hva ser du søster?

Hva ser du søster i min stue?
En gammel, sur og besværlig frue,
usikker på hånden og fjern i blikket,
litt griset og rotet hvor hun har ligget.
Du snakker høyt, men hun hører deg ikke,
hun sikler og hoster, har snue og hikke.
Hun takker deg ikke for alt det du gjør,
men klager og syter, og har dårlig humør.
.
Er det hva du tenker? Er det hva du ser?
Lukk øynene opp og SE – det er mer.
Nå skal jeg fortelle deg hvem jeg er,
den gamle piken som ligger her.
.
Jeg er pike på 10 i et lykkelig hjem,
med foreldre og søsken – jeg elsker dem!
.
Jeg er en ungmø på 16 med hjerte som banker,
av håp og drøm og romantiske tanker.
.
Jeg er brud på 20 med blussende kinn,
til mitt eget går jeg lykkelig inn.
Jeg er mor med små barn, jeg bygger et hjem
mot alt som er vondt vil jeg verne dem.
Og barna vokser, med gråt og latter
Så blir de store og så er vi atter
to voksne alene som nyter freden
og trøster hverandre og deler gleden
når vi blir femti og barnebarn kommer
og bringer uro og latter hver sommer.
Så dør min mann og jeg blir ensom med sorgen,
og sitter alene fra kveld til morgen.
For barna har egne hjem,
det er så mye som opptar dem.
Borte er alle de gode år,
de trygge, glade og vante kår.

Nå plukker alderen fjærene av meg.
Min styrke, mitt mot blir snart tatt i fra meg.
Ryggen blir bøyd og synet svikter,
jeg har ikke krefter til dagens plikter.
Mitt hjerte er tungt og håret grått.
Med hørselen skranter det og så smått.

Men inne bak skrøpelighetene finnes
det ennå så meget vakkert å minnes;
barndom, ungdom, sorger og gleder,
samliv, mennesker, tider og steder.

Når alderdomsbyrden tynger meg ned,
så synger allikevel minnene med.
Men det som er aller mest tungt å bære,
er det at evig kan ingenting være.
.
Hva ser du søster? En tung og senil og trett gammel skrott?
-Nei, prøv en gang til” – Se bedre etter – se om du kan finne;
et barn, en brud, en mor – en kvinne!
Se meg som sitter der innerst inne!
Det er MEG du må prøve å se – og finne!