Når det bliver min tur, vil jeg gerne dø med Hilde og Signe på sidelinjen!

For de to kan få en stor fortælling til at lukke sig op inde i mig.

Hvordan kan jeg vide det?

Og hvorfor indleder jeg så personligt?

For det at være frivillig i ”Kamillus” drejer sig jo netop ikke om mine personlige forhold.

Når jeg alligevel gør det her, hvor jeg vil fortælle om årets seminar i ”Hospice Forum Danmark” i Vejle den 4. oktober, er det, fordi vi som deltagere fik en enestående mulighed for på egen krop at opleve, hvad det er, musikterapeuterne kan, og fordi min egen oplevelse af det, jeg var udsat for, var en sublim forening af teori og praksis og gav en indsigt, som jeg har en stærk fornemmelse af, vil gøre mig til en bedre frivillig.

Om formiddagen i Vejle hørte vi 2 foredrag:

Først fortalte Hilde Skrudland, musikterapeut ved Hospice Djursland, om selve uddannelsen til musikterapeut og om, hvordan og hvorfor musikterapi bruges.

Overraskende for mig var det at høre, at faget rent faktisk er ret nyt, nemlig først oprettet i 1982 på AUC, og at uddannelsen også er temmelig eksklusiv, idet der kun optages 10-13 studerende om året. (Ret stolt kunne man jo også sidde og blive over, at uddannelsen i Aalborg på forskerplan er verdens førende).

Levende og engageret tog Hilde udgangspunkt i det faktum, at vi som mennesker har musikken i os fra fosterstadiet og op igennem hele livet, og at det er den baggrund, der betyder, at musikken kan bruges terapeutisk. Det kan den inden for mange områder, men altså også i den allersidste fase af livet.

Fordi musikken er så universel og er så gennemgribende et virkemiddel, som påvirker alle eksistentielle dimensioner samtidigt (fysisk, psykisk, socialt og eksistentielt), og fordi høresansen er en helt særlig sans, idet den både er vores første og formentlig sidste, kan den på en helt særlig måde være med til at forløse meget af det, der kan være fortrængt og føles blokeret og svært i den sidste fase af livet.

Signe Marie Lindstrøm, musikterapeut ved KamillianerGårdens hospice i Aalborg, fulgte op på Hildes foredrag.

Signe havde kaldt sin beretning ”Berøring med toner”.

Og berørte blev også vi tilhørere ved at blive indført i Signes mange måder at berøre med sine toner.

For hun underbyggede og belyste sin beretning, både med sin lyre og sin stemme og med konkrete eksempler på sine oplevelser med terminalpatienter og deres pårørende.

Vi hørte bl.a. fortællingen om den følelsesmæssigt blokerede og dødsangste Lailas møde med Signe og hendes musik og om den proces, der ikke blot fik løst op for Lailas angst og forstyrrelser, men også frigjorde hendes evne til at omsætte oplevelser i ord, toner og billeder. Helt fra hun lagde ud med at konstatere: ”Der er ikke flere sange til mig!” og til hun sammen med Signe fik det hele bearbejdet og omsat i en gribende sang, som hun endda blev fri og rummelig nok til at ville give fra sig, så også andre ville kunne få glæde og indsigt af den. Så der i Vejle kunne vi sidde og lade en tåre trille, mens vi hørte Signe synge Lailas sang om overgangen til den anden side, hen over ”en gedigen tømrermesterbro” og frem til: ”Der, jeg gerne vil dumpe op, er et landskab med sol, varme og blomster, - en eng fuld af engblommer, min familie omkring mig og en stor sanktbernhardshund.”

Gode, ja, endda fremragende foredrag har vi hørt mange af og er blevet oplyst og beriget af.

Men for mig (og sikkert også andre) skete der noget helt genialt, nærmest magisk, i Vejle om eftermiddagen, for da fik vi, som nævnt indledningsvis, chancen for på egen krop at opleve koblingen mellem teori og praksis.

4 musikterapeuter havde stillet sig til rådighed med workshops. Ud over Hilde og Signe var det Leif Rasmussen og Inger Kruchov.

Helt tilfældigt og, skulle det vise sig, godt for mig, ”dumpede jeg ned/op” først hos Hilde og siden Signe.

Med Hilde fik vi åbnet vores musikalske livshistorie, og med enkle, insisterende spørgsmål fik hun os hver især til at ”generobre” den musik, vi var børn med, gik i skole med, var unge med, dansede til osv. op igennem vores livsfaser. Så enkelt det end kan lyde, virkede det som en stor gave, på den måde at blive ”provokeret” til at få ens livs musik og sange vakt til live igen.

På samme måde, ved at røre ved tilsyneladende glemte strenge, vækkede Signe vores indbyggede sovende livsfortælling.

Liggende på ryggen på gulvet kom vi i løbet af den time, hvor hun sad og spillede på sin lyre, mens hun samtidig brugte sin stemme til at frembringe beroligende, smukke toneskalaer i et toneleje, der umærkeligt påvirkede vores vejrtrækning, ind i en bevidsthedstilstand, som i hvert faldjeg ikke havde forestillet mig mulig, og som jeg slet ikke havde lyst til at komme ud af bagefter.

For der åbnede sig en stor, stor fortælling i mig, som udvidede sig med den dybe, helt ukendte måde, jeg oplevede mig selv trække vejret på. Og selvom jeg jo var nødt til at bevæge mig ud af den og tilbage til den ydre virkelighed, så varede den ved indeni i mange timer bagefter.

Det var en stor gave at få.

Rent personligt.

Men også ind i den opgave, vi står med som frivillige.

For nogle af redskaberne inden for musikterapien kan vi, som Signe viste os, bruge i det små, når vi sidder ved siden af en døende: Vi kan bruge vores egen stemme til at synge eller nynne stille sange, vi kan bruge vores egen vejrtrækning til at berolige den anden med, eksempelvis ved at ”trække vejret sammen med” eller ”sukke sammen med”. Og måske kan dette endda virke tosidigt og også skabe et anker af ro i mig, som jeg kan give videre i det intense nærvær, der opstår i rummet/mellemrummet.

Rent overordnet, på palliationsområdet generelt, ja, ind i hele den samfundsmæssige debat, er jeg, med oplevelsen i Vejle, helt ind i mit inderste overbevist om, at Hilde, Signe og de andre dygtige musikterapeuter kan hjælpe mennesker med at dø, både ved at lindre rent fysisk, men også ved at vække en glemt identitet til live på ny og dermed genskabe en kolossal menneskelig værdighed både for den døende og for de pårørende.

Det var en meget betydningsfuld dag i Vejle.

Og der burde uddannes mange flere musikterapeuter.  

Lisbeth Simonsen, ”Kamillus Hjørring”