Sidstehjælp – kursustilbud for alle interesserede

Et nyt begreb er ved at finde sin plads i vores danske sprog og virkelighed: Sidstehjælp.

Formålet med kurset ”Sidstehjælp” er at give almindelige mennesker en større viden om døden og på den måde gøre den enkelte bedre i stand til at være til stede i den svære situation, der er, at været tæt på døden i sit eget liv.

De fleste kender til begreberne fødselshjælp eller fødselsforberedelse, hvor de vordende forældre får kendskab til, hvad der sker, når et barn kommer til verden. Vi kender også til førstehjælp som den hjælp, man yder som den første på stedet ved sygdom eller ulykke. Og nu præsenteres begrebet ”sidstehjælp” så også.

Det er Foreningen for Palliativ(lindrende) Indsats, der står bag projektet med Sidstehjælpskurserne, som er folkeoplysning om døden, og målgruppen er Danmarks befolkning.

Mange mennesker oplever, at de ikke har erfaringer at holde sig til, når det handler om at været tæt på alvorligt syge eller dødende. Det skaber usikkerhed og berøringsangst og medfører hos nogle, at man trækker sig væk fra den alvorligt syge eller døende, fordi man ikke kan håndtere situationen.

Kurserne i sidstehjælp lægger vægt på at formidle brugbare kundskaber om døden. Der undervises i fysiske forhold: Hvad sker der med kroppen, og er der kropslige tegn på, at døden er nær? Og der undervises i psykologiske processer: Hvad sker der hos den døende? Er der særlige tanker, den døende gør sig, og hvilke tanker gør de pårørende sig? Er der særlige hensyn, man skal tage til den døende?

Kurserne kommer også ind på sociale og juridiske forhold, og man tager både religiøse, spirituelle og filosofiske temaer op. I det hele taget forsøger kursuslederne at komme hele vejen rundt om de problemstillinger, man møder, når man står over for døden.

Kursuslederne er uddannede til at varetage kurserne, og de har en bred erfaring fra arbejdet med døende og deres pårørende.

Et kursus er delt i 4 moduler, hvis temaer er:

Modul 1: Døden, en del af livet.

Modul 2: Rammer og ønsker for livets afslutning.

Modul 3: Hvad der palliation?

Modul 4: At tage afsked med livet.

Kamillus Jammerbugt afholder Sidstehjælskurset mandag den 28. oktober 2019 kl. 16.00 – ca. 20.00 i Frivillighuset, Bredgade 39, Pandrup. Undervisere er hospiceleder Birgitte Nielsen og souschef Anni Hansen, begge Hospice Vendsyssel, Frederikshavn.

Alle er velkommen til at deltage i kurset, som er gratis, dog opkræves 50 kr. for forplejning.

Tilmelding er nødvendig, idet der max er plads til 50 personer på kurset.

Tilmelding til kurset senest 15. oktober kan ske til:

Bente Ågren
Formand Kamillus Jammerbug
Mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. ,
Betaling via mobilpay: tlf: 21436624