Der indkaldes hermed til den årlige generalforsamling i Kamillus Jammerbugt, onsdag den 14. marts kl. 19.00 i Frivillighuset, Bredgade 39, Pandrup

Dagsorden:

  1. Valg af dirigent 
  2. Bestyrelsens beretning 
  3. Forelæggelse af revideret regnskab 
  4. Fremlæggelse af budget for det kommende år, herunder kontingentforslag  jvf vedtægter § 4 (Kamillus samrådet foreslår at kontingentet forhøjes med 25. kr)
  5. Indkomne forslag
    5.1: Da Kamillianergaardens Hospcie i 2019 ændrer navn til Hospice Vangen, foreslår bestyrelsen at navnet “Kamillianergaarden” erstattes af ordet “Hopsice” i vedtægterne.                
  6. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer ulige år og 3 bestyrelsesmedlemmer lige år(for 2 år). Årligt valg af to suppleanter (1 år).
    På valg til bestyrelsen er Preben Dalgaard, Inger Dueholm og Bente Ågren Jensen
    På valg som suppleanter: Ulla Stidsen og Johan Christian Nøddelund
  7. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant: Birgit Krog og suppleant Peter Jervild 
  8. 8. Eventuelt

Forslag til behandling på generalforsamlingen skal fremsendes til formanden på mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. ) senest 2 uger før generalforsamlingen dvs senest onsdag den 28. februar.

Sidstehjælp – kursustilbud for alle interesserede

Et nyt begreb er ved at finde sin plads i vores danske sprog og virkelighed: Sidstehjælp.

Formålet med kurset ”Sidstehjælp” er at give almindelige mennesker en større viden om døden og på den måde gøre den enkelte bedre i stand til at være til stede i den svære situation, der er, at været tæt på døden i sit eget liv.

De fleste kender til begreberne fødselshjælp eller fødselsforberedelse, hvor de vordende forældre får kendskab til, hvad der sker, når et barn kommer til verden. Vi kender også til førstehjælp som den hjælp, man yder som den første på stedet ved sygdom eller ulykke. Og nu præsenteres begrebet ”sidstehjælp” så også.

Det er Foreningen for Palliativ(lindrende) Indsats, der står bag projektet med Sidstehjælpskurserne, som er folkeoplysning om døden, og målgruppen er Danmarks befolkning.

Mange mennesker oplever, at de ikke har erfaringer at holde sig til, når det handler om at været tæt på alvorligt syge eller dødende. Det skaber usikkerhed og berøringsangst og medfører hos nogle, at man trækker sig væk fra den alvorligt syge eller døende, fordi man ikke kan håndtere situationen.

Kurserne i sidstehjælp lægger vægt på at formidle brugbare kundskaber om døden. Der undervises i fysiske forhold: Hvad sker der med kroppen, og er der kropslige tegn på, at døden er nær? Og der undervises i psykologiske processer: Hvad sker der hos den døende? Er der særlige tanker, den døende gør sig, og hvilke tanker gør de pårørende sig? Er der særlige hensyn, man skal tage til den døende?

Kurserne kommer også ind på sociale og juridiske forhold, og man tager både religiøse, spirituelle og filosofiske temaer op. I det hele taget forsøger kursuslederne at komme hele vejen rundt om de problemstillinger, man møder, når man står over for døden.

Kursuslederne er uddannede til at varetage kurserne, og de har en bred erfaring fra arbejdet med døende og deres pårørende.

Et kursus er delt i 4 moduler, hvis temaer er:

Modul 1: Døden, en del af livet.

Modul 2: Rammer og ønsker for livets afslutning.

Modul 3: Hvad der palliation?

Modul 4: At tage afsked med livet.

Kamillus Jammerbugt afholder Sidstehjælskurset onsdag den 27. september 2017 kl. 17.00 – ca. 21.00 i Frivillighuset, Bredgade 39, Pandrup. Undervisere er hospiceleder Birgitte Nielsen og souschef Anni Hansen, begge Hospice Vendsyssel, Frederikshavn.

Alle er velkommen til at deltage i kurset, som er gratis, dog opkræves 50 kr. for forplejning.

Tilmelding er nødvendig, idet der er et begrænset antal pladser på kurset.

Kursusdeltagernes egne erfaringer med at være tæt på døden inddrages i kurset i form af samtale, diskussion eller gruppearbejde.

Tilmelding til kurset senest 12 september kan ske til:

Bente Ågren
Formand Kamillus Jammerbug
Mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. , tlf: 21436624

”Fra tid til anden”…….

en 12 minutters film om en afsked og en død.

Onsdag den 1. november kl. 19.00 i Aabybro Sognegaard Kirkevej 21, Aabybro En aften med fotograf og billedkunster Signe Visnek om døden.

fra tid til andenSigne Visnek siger om den film, hun vil vise, at ”FRA TID TIL ANDEN” er blevet til i samarbejde med hendes tidligere samlever og viser i et symbolladet poetisk billedsprog hans allersidste tid, frem til han dør af kræft.

De sidste 10-12 dag af hans liv blev vi enige om at filme processen, hvilket faldt os ganske naturligt at gøre.

Ligesom jeg er, var Hans-Jørgen fotograf og billedkunstner, og det havde altid været en naturlig del af vores samliv at have et kamera imellem os.

Filmen viser ventetiden, stemningen, tilbagetrækningen, termialfasen, afskeden, samt selve døden.

Der er ikke tale om en hverken kontroversiel eller spektakulær film, men om en lille dvælende og poetisk kunstfilm, der i smukke symbolske billeder og musik viser en afsked og en død.

Efterfølgende fortæller jeg om processen, mødet med hospitalsverden, om troen og tvivlen, afskeden og det efterfølgende sorgarbejde.

Mange har jo egne erfaringer, og alle de gange jeg har vist filmen, har det efterfølgende udviklet sig til nærværende og betydningsfulde samtaler.

Kamillus Jammerbugt håber mange vil benytte lejligheden til af få sat nogle ord op det, vi alle må forholde os til; nemlig døden, sorgen og håbet.

Alle er velkommen.

Udflugt for frivillige og bestyrelse med ledsager

Søndag den 3.september 2017 kl. 12-19

Oplev skønne Jammerbugt Kommune sammen med borgmester Mogens Gade.

Kære frivillige og bestyrelse med respektive ledsagere

Årets udflugt er en guidet bustur rundt i skønne Jammerbugt Kommune. Vi har fået kommunens borgmester Mogens Gade til at være guide på vor udflugt. For de frivillige og bestyrelsen er turen og maden gratis.

Prisen er kr 150,-kr for ledsager. Dette inkludere guidet bustur og middag på Hotel Skovsgård. Indbetaling til konto: 9070-1623461773 eller kontant i bussen.
For alle gælder at drikkevarer er for egen regning.

Vi mødes alle kl 11.50 ved Skovsgaards Hotel, Hovedgaden 26, Skovsgaard, 9460 Brovst.
Busafgang kl. 12

Mogens Gade har flere gange været guide på bustur rundt i Jammerbugt Kommune, og han er fantatisk til at fortælle om vor kommune.

Håber du og din ledsager vil tage imod dette tilbud, om en søndag ud i det blå, med Mogens Gade som fortælleren.

Bussen returnerer til Skovsgaard Hotel kl. 17, hvor vi afslutter turen med middag på hotellet.

Tilmelding senest 1.juni 2017 til turudvalget:
Inger Dueholm - tlf: 23 22 55 00
Preben Dalgaard - tlf: 50 88 93 58

pdfHent flyer her

Samarbejdsaftale med Jammerbugt Kommune.

Kamillus Jammerbugt har nu indgået officiel samarbejdsaftale med Jammerbugt Kommune. Denne aftale er kommet i stand for at sikre, at foreningen bliver kendt blandt alle ansatte i social- og sundhedsvæsenet og at der er faste retningslinjer for de frivilliges arbejde.

pdfLæs hele aftalen her

Kamillus Nyt - vinter 2016

kamillus nyt vinter 2016 1

Inde i bladet blandt andet:

  • Lad dit lys skinne for andre – hvordan vi kan hjælpe hinanden når livet er svært
  • Planer om et nyt KamillianerGaarden, Center for Lindrende Behandling
  • “Vil man plukke anemoner, kan man ikke vente til september”
  • Tur til KINA
  • Kamillus Jammerbugt og Arne - en pårørendes beretning
  • 12 Frivillige på udflugt til Anker Fjord Hospice, Hvide Sande
  • ”Bamsestolen”

pdfLæs hele bladet her >

Sammen i musikken

Når det bliver min tur, vil jeg gerne dø med Hilde og Signe på sidelinjen!

For de to kan få en stor fortælling til at lukke sig op inde i mig.

Hvordan kan jeg vide det?

Og hvorfor indleder jeg så personligt?

For det at være frivillig i ”Kamillus” drejer sig jo netop ikke om mine personlige forhold.

Når jeg alligevel gør det her, hvor jeg vil fortælle om årets seminar i ”Hospice Forum Danmark” i Vejle den 4. oktober, er det, fordi vi som deltagere fik en enestående mulighed for på egen krop at opleve, hvad det er, musikterapeuterne kan, og fordi min egen oplevelse af det, jeg var udsat for, var en sublim forening af teori og praksis og gav en indsigt, som jeg har en stærk fornemmelse af, vil gøre mig til en bedre frivillig.

Om formiddagen i Vejle hørte vi 2 foredrag:

Først fortalte Hilde Skrudland, musikterapeut ved Hospice Djursland, om selve uddannelsen til musikterapeut og om, hvordan og hvorfor musikterapi bruges.

Overraskende for mig var det at høre, at faget rent faktisk er ret nyt, nemlig først oprettet i 1982 på AUC, og at uddannelsen også er temmelig eksklusiv, idet der kun optages 10-13 studerende om året. (Ret stolt kunne man jo også sidde og blive over, at uddannelsen i Aalborg på forskerplan er verdens førende).

Levende og engageret tog Hilde udgangspunkt i det faktum, at vi som mennesker har musikken i os fra fosterstadiet og op igennem hele livet, og at det er den baggrund, der betyder, at musikken kan bruges terapeutisk. Det kan den inden for mange områder, men altså også i den allersidste fase af livet.

Fordi musikken er så universel og er så gennemgribende et virkemiddel, som påvirker alle eksistentielle dimensioner samtidigt (fysisk, psykisk, socialt og eksistentielt), og fordi høresansen er en helt særlig sans, idet den både er vores første og formentlig sidste, kan den på en helt særlig måde være med til at forløse meget af det, der kan være fortrængt og føles blokeret og svært i den sidste fase af livet.

Signe Marie Lindstrøm, musikterapeut ved KamillianerGårdens hospice i Aalborg, fulgte op på Hildes foredrag.

Signe havde kaldt sin beretning ”Berøring med toner”.

Og berørte blev også vi tilhørere ved at blive indført i Signes mange måder at berøre med sine toner.

For hun underbyggede og belyste sin beretning, både med sin lyre og sin stemme og med konkrete eksempler på sine oplevelser med terminalpatienter og deres pårørende.

Vi hørte bl.a. fortællingen om den følelsesmæssigt blokerede og dødsangste Lailas møde med Signe og hendes musik og om den proces, der ikke blot fik løst op for Lailas angst og forstyrrelser, men også frigjorde hendes evne til at omsætte oplevelser i ord, toner og billeder. Helt fra hun lagde ud med at konstatere: ”Der er ikke flere sange til mig!” og til hun sammen med Signe fik det hele bearbejdet og omsat i en gribende sang, som hun endda blev fri og rummelig nok til at ville give fra sig, så også andre ville kunne få glæde og indsigt af den. Så der i Vejle kunne vi sidde og lade en tåre trille, mens vi hørte Signe synge Lailas sang om overgangen til den anden side, hen over ”en gedigen tømrermesterbro” og frem til: ”Der, jeg gerne vil dumpe op, er et landskab med sol, varme og blomster, - en eng fuld af engblommer, min familie omkring mig og en stor sanktbernhardshund.”

Gode, ja, endda fremragende foredrag har vi hørt mange af og er blevet oplyst og beriget af.

Men for mig (og sikkert også andre) skete der noget helt genialt, nærmest magisk, i Vejle om eftermiddagen, for da fik vi, som nævnt indledningsvis, chancen for på egen krop at opleve koblingen mellem teori og praksis.

4 musikterapeuter havde stillet sig til rådighed med workshops. Ud over Hilde og Signe var det Leif Rasmussen og Inger Kruchov.

Helt tilfældigt og, skulle det vise sig, godt for mig, ”dumpede jeg ned/op” først hos Hilde og siden Signe.

Med Hilde fik vi åbnet vores musikalske livshistorie, og med enkle, insisterende spørgsmål fik hun os hver især til at ”generobre” den musik, vi var børn med, gik i skole med, var unge med, dansede til osv. op igennem vores livsfaser. Så enkelt det end kan lyde, virkede det som en stor gave, på den måde at blive ”provokeret” til at få ens livs musik og sange vakt til live igen.

På samme måde, ved at røre ved tilsyneladende glemte strenge, vækkede Signe vores indbyggede sovende livsfortælling.

Liggende på ryggen på gulvet kom vi i løbet af den time, hvor hun sad og spillede på sin lyre, mens hun samtidig brugte sin stemme til at frembringe beroligende, smukke toneskalaer i et toneleje, der umærkeligt påvirkede vores vejrtrækning, ind i en bevidsthedstilstand, som i hvert faldjeg ikke havde forestillet mig mulig, og som jeg slet ikke havde lyst til at komme ud af bagefter.

For der åbnede sig en stor, stor fortælling i mig, som udvidede sig med den dybe, helt ukendte måde, jeg oplevede mig selv trække vejret på. Og selvom jeg jo var nødt til at bevæge mig ud af den og tilbage til den ydre virkelighed, så varede den ved indeni i mange timer bagefter.

Det var en stor gave at få.

Rent personligt.

Men også ind i den opgave, vi står med som frivillige.

For nogle af redskaberne inden for musikterapien kan vi, som Signe viste os, bruge i det små, når vi sidder ved siden af en døende: Vi kan bruge vores egen stemme til at synge eller nynne stille sange, vi kan bruge vores egen vejrtrækning til at berolige den anden med, eksempelvis ved at ”trække vejret sammen med” eller ”sukke sammen med”. Og måske kan dette endda virke tosidigt og også skabe et anker af ro i mig, som jeg kan give videre i det intense nærvær, der opstår i rummet/mellemrummet.

Rent overordnet, på palliationsområdet generelt, ja, ind i hele den samfundsmæssige debat, er jeg, med oplevelsen i Vejle, helt ind i mit inderste overbevist om, at Hilde, Signe og de andre dygtige musikterapeuter kan hjælpe mennesker med at dø, både ved at lindre rent fysisk, men også ved at vække en glemt identitet til live på ny og dermed genskabe en kolossal menneskelig værdighed både for den døende og for de pårørende.

Det var en meget betydningsfuld dag i Vejle.

Og der burde uddannes mange flere musikterapeuter.  

Lisbeth Simonsen, ”Kamillus Hjørring”  

Bliv frivillig i Kamillus Brønderslev

Besøgstjeneste/vågetjeneste for uhelbredeligt syge.
Vi har brug for flere frivillige til dag, aften og nat

Kontakt Ulla Antonsen på tlf. 3069 1677
E-mail: Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Nytårsbrev fra lokalredaktøren Hjørring

nytarbilledeVi er netop trådt over tærsklen til et helt nyt år, og jeg føler som lokalredaktør trang til at skrive en nytårshilsen.

Jeg synes ikke, at jeg kan gøre det bedre end ved at tage udgangspunkt i en af de virkeligt tankevækkende oplevelser, jeg fik med mig i året, vi netop har sagt farvel til.

En tidlig morgen i september tog vi, en bilfuld fra ”Kamillus, -Hjørring og -Brønderslev”, turen fra Vendsyssel til Vejle til det årlige seminar i ”Hospice Forum Danmark”.

Det sker ikke så tit, at man er så heldig at få det videnskabelige og det åndelige knyttet sammen til en helhed, der giver mening.

Men det var netop, hvad der skete her, og manden, der formåede denne vanskelige øvelse, var Ole Hartling, overlæge på Vejle sygehus og tidligere formand for Etisk Råd.

I knap 2 timer formåede han at tryllebinde os med sit levende foredrag, som han havde kaldt ”Bekymringer og håb, - nogle betragtninger om menneskers sårbarhed”:

Sårbare er vi som mennesker, og vi kan ikke holde det ud!

Og jo dygtigere, vi bliver på det videnskabelige område, jo mindre vil vi finde os i magtesløshed, for når vi kan så meget, så må målet være at gøre os usårlige, bl.a. på det helbredsmæssige felt:

Vi vil have styr på det hele, men en af virkningerne af ihærdigheden med at skabe os kontrol, er større og større bekymring, som endog kan resultere i skyldfølelse. For hvis vi bliver så dygtige, at vi bilder os ind, at vi har magt over alting, så må det jo være vores egen skyld, hvis/når vi alligevel bliver syge: Hvad kunne/burde vi have gjort, så det ikke skete?

Som mennesker i det postmoderne samfund er vi af den opfattelse, at vi kan handle os ud af alting, - at skabelse sker ved vore egne handlinger.

Vi har glemt, at skabelse også sker i venten og væren.

Til at belyse disse mekanismer brugte Ole Hartling et par eksempler:
Om bekymring skulle Søren Kierkegaard engang have holdt en toskilling op for sit ene øje og således vist, at hvis vi kun fokuserer på eksempelvis bekymringer om penge, så kan vi komme til at dække for solen lige på den anden side.

Om skabelse lånte han et eksempel, som kollegaen, hospitalspræst i Vejle, Preben Kok, har brugt: En gravid kvinde behøver ikke at bekymre sig om, hvorvidt hjerte, organer og kredsløb kommer på rette plads i det foster, hun bærer. Det er alt sammen ude af hendes ansvar og hænder. Skabelsen sker helt uden hendes egne præstationer, blot ved, at hun venter.

De fleste af Ole Hartlings betragtninger satte han ind i en ramme, der ved afrundingen af hans foredrag viste sig at give god sammenhæng og mening: Nemlig de to årstal på en gravsten (fødselsdag/år og dødsdag) og ikke mindst bindestregen imellem de to tal.

Symbolsk betragtet rummer bindestregen jo faktisk hele det levede liv, og det, vi i første omgang kan tro, at vi selv behersker og er herrer over. Det er her, vi kan have ansvar, hvilket på mange måder er godt, men faren ligger i, at dette kan føre til individualisme på bekostning af fællesskabet, - udtrykt med endnu en af Ole Hartlings formuleringer:

”Det moderne menneske har alt, men det er også alt, hvad det har!”

Og med en af Dirch Passers:

”He is a selfmade man, - hvilket unægteligt frigør Vorherre fra et vist ansvar!”

Umiddelbart er begge måske humoristiske, men så alligevel ikke bare. Ole Hartling ville i hvert fald også med disse udsagn betone alvoren og dybden i dem begge:

Vi er blevet så dygtige, at vi for det første kan komme til at glemme, at vi er sat ind i en sammenhæng og ikke har et individuelt valg i alting. For det andet kan vi komme til at tro, at vi, ud over bindestregen på gravstenen, også kan have magt og kontrol over de to årstal, altså over begyndelsen og enden på livet.

Til at belyse de svære etiske dilemmaer, der følger med fremskridtene inden for videnskaben, brugte Ole Hartling eksempler fra sit professionelle virke, fortalt på en måde, så ingen af os tilhørere kunne være i tvivl om hans dybe menneskelige engagement og hans bekymring for farerne ved at glemme det menneskelige aspekt i teknologien, - altså: Hvad vil vi tillade, at den nye teknologiske kunnen bliver brugt til?

Med personlige eksempler og erfaringer inden for alle tre dele af gravstenen: fødsel, liv og død, gav han os virkelig stof til eftertanke:
Vi fik ingen endegyldige svar (de findes nok heller ikke på livets sværeste spørgsmål), men vi fulgte med ham og så dilemmaerne, som ham ridsede op for os, åbne sig.

Et par eksempler her:
Vi er i dag stort set i stand til at udrydde Downs syndrom, ja, det er næsten sket. Men hvem er vi, at vi kan afgøre, at børn med Downs syndrom bliver født til et dårligt liv, så dem forhindrer vi i at blive født?

Vi kan foretage screeninger og scanninger inden for flere og flere mere eller mindre alvorlige sygdomme, men er det altid bedre at forebygge end at helbrede?

I yderste konsekvens kan man eksempelvis forebygge koldbrand i benene ved at amputere dem begge, og i det hele taget belyste Ole Hartling på umådeligt troværdig vis, at man med stadige undersøgelser/screeninger snarere indleder et BANGELIV, der påfører patienter/almindelige mennesker mere usikkerhed, ansvar og skyld end fortrøstning. Kort sagt: Vi indocerer nye bekymringer i håb om at udrydde bekymringer.

Men hvis håbet ikke findes her, hvor finder vi det så?

Ja, i den sidste del af Ole Hartlings indlæg førte han os med ud ad den retning, at vi ikke kun er teknologiske væsener, - at der er noget ud over det teknologiske/biologiske i et menneske, og at det er her, vi for alvor finder HÅBET.

For mig gav det umådelig dyb mening at høre lægen og mennesket Ole Hartling belyse det, som jeg opfattede som hans hovedbudskab:

At gøre læge-videnskab til læge-kunst.

Deri ligger nemlig, at selve det store håb i livet slet ikke skal findes i naturvidenskaben men i musikaliteten, paradokserne og i at turde være magtesløs, når det er det, man/lægen somme tider er.

I en ganske lille, fin formulering, som et af Ole Hartlings børn brugte, når far skulle ind på hospitalet og bruge sit stetoskop: ”at trøste på brystet”, fik han frem, at nærvær nogle gange er bedre end handling, og at autoritet (også lægens) i høj grad (og måske mere) hænger sammen med, hvad vi er som mennesker, end hvad vi kan gøre.

Vi kommer til kort over for begge ender af livet (de to årstal på gravstenen), og især her må vi benytte et fundamentalt andet sprog end videnskabens og fornuftens sprog, nemlig hjertesproget:

Naturvidenskabens sprog giver måske forståelse, men det tager fortryllelsen.

Derfor må vi finde en bølgelængde, hvor vi bedre kan nå hinanden og rumme magtesløsheden og paradokserne. På den bølgelængde findes poesien og det absurde sprog.

En paradoksal og absurd udtalelse som: ”Kun fordi jeg har dig, kan jeg klare de problemer, som du uvægerligt giver mig!” bliver meningsfuld på grund af kærligheden i den.

Ganske vist er både kundskabens og livets træ vigtige, MEN livets er vigtigst!

Der er sat en kærlighed ind i verden. Det er vores håb, og en grund til, på trods, at vælge glæden ved livet.

Vi er sat i verden med et fortegn, og det fortegn er LIVET. Livet er et umotiveret gode, - meningen kan vi kun ane, men livet har forrang:

Der er en forskel på væren og ikke-væren. Derfor må vi sørge, når livet slukkes, men anerkende, at vi ikke med naturvidenskaben skal gøre os til herrer over det!

På en levende, medrivende, humoristisk og frem for alt troværdig måde førte Ole Hartling os rundt omkring nogle af livets virkeligt store spørgsmål.

Han rundede af med, at både lidelse og lykke hører med til et levet liv. Begge er uforståelige for os, og ”det dybe i livet kan vi dybest set ikke beskrive uden at lyve!”
Kærligheden er en stor del af det hele, og den kan vi ikke ”helt få fat på”, for

”Kærlighed og jubelsang
kan ikke tages med tang!”

Alligevel må vi vove at bruge hjertesproget, for (med et citat af Elsa Gress):

”Hjertet er uerfarent.
Derfor skal det erfares igen og igen!”

Det må vi så forsøge, og så må vi vove at leve som sårbare mennesker i en fortrøstning og overbevisning om, at det, vi selv kan gøre os fortjent til, kommer til kort over for det, der bliver os skænket.
HÅBET i Ole Hartlings foredrag gav/giver stor mening ind i vores arbejde som frivillige. Jeg synes, at det håb på fornemste vis rækker ind i et helt nyt år, om ikke langt videre?
Og med dette vil jeg ønske alle i ”Kamillus” et GODT 2014!
Lisbeth Simonsen,
”Kamillus Hjørring”

Tæt på døden – Tæt på Kræft

I marts måned 2013 blev det årlige seminar afholdt i Frederikshavn med deltagelse af frivillige og bestyrelsesmedlemmer fra de 5 Kamillusforeninger samt ansatte fra Hospice.

Emnet var: Tæt på døden – tæt på Kræft med foredrag ved Klinisk sygeplejerske, forfatter og underviser Rita Nielsen, som stod for formiddagens arrangement. Om eftermiddagen var det musikterapeuterne Signe Lindstrøm og Agneta Ed fra henholdsvis KamillianerGaardens Hospice og Hospice Vendsyssel. En rigtig god, lærerig og inspirerende dag.
kamillusbrønderslev
kamillusaalborg
kamillusjammerbugt
kamillushjørring
hospice-v