Vi er netop trådt over tærsklen til et helt nyt år, og jeg føler som lokalredaktør trang til at skrive en nytårshilsen.
Jeg synes ikke, at jeg kan gøre det bedre end ved at tage udgangspunkt i en af de virkeligt tankevækkende oplevelser, jeg fik med mig i året, vi netop har sagt farvel til.
En tidlig morgen i september tog vi, en bilfuld fra ”Kamillus, -Hjørring og -Brønderslev”, turen fra Vendsyssel til Vejle til det årlige seminar i ”Hospice Forum Danmark”.
Det sker ikke så tit, at man er så heldig at få det videnskabelige og det åndelige knyttet sammen til en helhed, der giver mening.
Men det var netop, hvad der skete her, og manden, der formåede denne vanskelige øvelse, var Ole Hartling, overlæge på Vejle sygehus og tidligere formand for Etisk Råd.
I knap 2 timer formåede han at tryllebinde os med sit levende foredrag, som han havde kaldt ”Bekymringer og håb, - nogle betragtninger om menneskers sårbarhed”:
Sårbare er vi som mennesker, og vi kan ikke holde det ud!
Og jo dygtigere, vi bliver på det videnskabelige område, jo mindre vil vi finde os i magtesløshed, for når vi kan så meget, så må målet være at gøre os usårlige, bl.a. på det helbredsmæssige felt:
Vi vil have styr på det hele, men en af virkningerne af ihærdigheden med at skabe os kontrol, er større og større bekymring, som endog kan resultere i skyldfølelse. For hvis vi bliver så dygtige, at vi bilder os ind, at vi har magt over alting, så må det jo være vores egen skyld, hvis/når vi alligevel bliver syge: Hvad kunne/burde vi have gjort, så det ikke skete?
Som mennesker i det postmoderne samfund er vi af den opfattelse, at vi kan handle os ud af alting, - at skabelse sker ved vore egne handlinger.
Vi har glemt, at skabelse
også sker i venten og væren.
Til at belyse disse mekanismer brugte Ole Hartling et par eksempler:
Om bekymring skulle Søren Kierkegaard engang have holdt en toskilling op for sit ene øje og således vist, at hvis vi kun fokuserer på eksempelvis bekymringer om penge, så kan vi komme til at dække for solen lige på den anden side.
Om skabelse lånte han et eksempel, som kollegaen, hospitalspræst i Vejle, Preben Kok, har brugt: En gravid kvinde behøver ikke at bekymre sig om, hvorvidt hjerte, organer og kredsløb kommer på rette plads i det foster, hun bærer. Det er alt sammen ude af hendes ansvar og hænder. Skabelsen sker helt uden hendes egne præstationer, blot ved, at hun venter.
De fleste af Ole Hartlings betragtninger satte han ind i en ramme, der ved afrundingen af hans foredrag viste sig at give god sammenhæng og mening: Nemlig de to årstal på en gravsten (fødselsdag/år og dødsdag) og ikke mindst bindestregen imellem de to tal.
Symbolsk betragtet rummer bindestregen jo faktisk hele det levede liv, og det, vi i første omgang kan tro, at vi selv behersker og er herrer over. Det er her, vi kan have ansvar, hvilket på mange måder er godt, men faren ligger i, at dette kan føre til individualisme på bekostning af fællesskabet, - udtrykt med endnu en af Ole Hartlings formuleringer:
”Det moderne menneske har alt, men det er også alt, hvad det har!”
Og med en af Dirch Passers:
”He is a selfmade man, - hvilket unægteligt frigør Vorherre fra et vist ansvar!”
Umiddelbart er begge måske humoristiske, men så alligevel ikke bare. Ole Hartling ville i hvert fald også med disse udsagn betone alvoren og dybden i dem begge:
Vi er blevet så dygtige, at vi for det første kan komme til at glemme, at vi er sat ind i en sammenhæng og
ikke har et individuelt valg i alting. For det andet kan vi komme til at tro, at vi, ud over bindestregen på gravstenen,
også kan have magt og kontrol over de to årstal, altså over begyndelsen og enden på livet.
Til at belyse de svære etiske dilemmaer, der følger med fremskridtene inden for videnskaben, brugte Ole Hartling eksempler fra sit professionelle virke, fortalt på en måde, så ingen af os tilhørere kunne være i tvivl om hans dybe menneskelige engagement og hans bekymring for farerne ved at glemme det menneskelige aspekt i teknologien, - altså: Hvad vil vi tillade, at den nye teknologiske kunnen bliver brugt til?
Med personlige eksempler og erfaringer inden for alle tre dele af gravstenen: fødsel, liv og død, gav han os virkelig stof til eftertanke:
Vi fik ingen endegyldige svar (de findes nok heller ikke på livets sværeste spørgsmål), men vi fulgte med ham og så dilemmaerne, som ham ridsede op for os, åbne sig.
Et par eksempler her:
Vi er i dag stort set i stand til at udrydde Downs syndrom, ja, det er næsten sket. Men hvem er vi, at vi kan afgøre, at børn med Downs syndrom bliver født til et dårligt liv, så dem forhindrer vi i at blive født?
Vi kan foretage screeninger og scanninger inden for flere og flere mere eller mindre alvorlige sygdomme, men er det altid bedre at forebygge end at helbrede?
I yderste konsekvens kan man eksempelvis forebygge koldbrand i benene ved at amputere dem begge, og i det hele taget belyste Ole Hartling på umådeligt troværdig vis, at man med stadige undersøgelser/screeninger snarere indleder et BANGELIV, der påfører patienter/almindelige mennesker mere usikkerhed, ansvar og skyld end fortrøstning. Kort sagt: Vi indocerer nye bekymringer i håb om at udrydde bekymringer.
Men hvis håbet ikke findes her, hvor finder vi det så?
Ja, i den sidste del af Ole Hartlings indlæg førte han os med ud ad den retning, at vi ikke
kun er teknologiske væsener, - at der er noget ud over det teknologiske/biologiske i et menneske, og at det er her, vi for alvor finder HÅBET.
For mig gav det umådelig dyb mening at høre lægen og mennesket Ole Hartling belyse det, som jeg opfattede som hans hovedbudskab:
At gøre læge-
videnskab til læge-
kunst.
Deri ligger nemlig, at selve det store håb i livet slet ikke skal findes i naturvidenskaben men i musikaliteten, paradokserne og i at turde være magtesløs, når det er det, man/lægen somme tider er.
I en ganske lille, fin formulering, som et af Ole Hartlings børn brugte, når far skulle ind på hospitalet og bruge sit stetoskop: ”at trøste på brystet”, fik han frem, at nærvær nogle gange er bedre end handling, og at autoritet (også lægens) i høj grad (og måske mere) hænger sammen med, hvad vi
er som mennesker, end hvad vi kan
gøre.
Vi kommer til kort over for begge ender af livet (de to årstal på gravstenen), og især her må vi benytte et fundamentalt andet sprog end videnskabens og fornuftens sprog, nemlig hjertesproget:
Naturvidenskabens sprog
giver måske forståelse, men det
tager fortryllelsen.
Derfor må vi finde en bølgelængde, hvor vi bedre kan nå hinanden og rumme magtesløsheden og paradokserne. På den bølgelængde findes poesien og det absurde sprog.
En paradoksal og absurd udtalelse som: ”Kun fordi jeg har dig, kan jeg klare de problemer, som du uvægerligt giver mig!” bliver meningsfuld på grund af kærligheden i den.
Ganske vist er både kundskabens og livets træ vigtige, MEN livets er vigtigst!
Der er sat en kærlighed ind i verden. Det er vores håb, og en grund til, på trods, at vælge glæden ved livet.
Vi er sat i verden med et fortegn, og det fortegn er LIVET. Livet er et umotiveret gode, - meningen kan vi kun ane, men livet har forrang:
Der er en forskel på væren og ikke-væren. Derfor må vi sørge, når livet slukkes, men anerkende, at vi ikke med naturvidenskaben skal gøre os til herrer over det!
På en levende, medrivende, humoristisk og frem for alt troværdig måde førte Ole Hartling os rundt omkring nogle af livets virkeligt store spørgsmål.
Han rundede af med, at både lidelse og lykke hører med til et levet liv. Begge er uforståelige for os, og ”det dybe i livet kan vi dybest set ikke beskrive uden at lyve!”
Kærligheden er en stor del af det hele, og den kan vi ikke ”helt få fat på”, for
”Kærlighed og jubelsang
kan ikke tages med tang!”
Alligevel må vi vove at bruge hjertesproget, for (med et citat af Elsa Gress):
”Hjertet er uerfarent.
Derfor skal det erfares igen og igen!”
Det må vi så forsøge, og så må vi vove at leve som sårbare mennesker i en fortrøstning og overbevisning om, at det, vi selv kan gøre os fortjent til, kommer til kort over for det, der bliver os skænket.
HÅBET i Ole Hartlings foredrag gav/giver stor mening ind i vores arbejde som frivillige. Jeg synes, at det håb på fornemste vis rækker ind i et helt nyt år, om ikke langt videre?
Og med dette vil jeg ønske alle i ”Kamillus” et GODT 2014!
Lisbeth Simonsen,
”Kamillus Hjørring”
Signe Visnek siger om den film, hun vil vise, at ”FRA TID TIL ANDEN” er blevet til i samarbejde med hendes tidligere samlever og viser i et symbolladet poetisk billedsprog hans allersidste tid, frem til han dør af kræft.
Først i juni får jeg en opringning fra lederen af socialpsykiatrien Britta Glargard.
