Generalforsamling den 20. april 2020 kl. 1900

Sognegården, 9800 Hjørring

Dagsorden jf. vedtægterne

Hospice i eget hjem: Artikel bragt i Nordjyske Stiftstidende den 4. januar 2016

Når det bliver min tur, vil jeg gerne dø med Hilde og Signe på sidelinjen!

For de to kan få en stor fortælling til at lukke sig op inde i mig.

Hvordan kan jeg vide det?

Og hvorfor indleder jeg så personligt?

For det at være frivillig i ”Kamillus” drejer sig jo netop ikke om mine personlige forhold.

Når jeg alligevel gør det her, hvor jeg vil fortælle om årets seminar i ”Hospice Forum Danmark” i Vejle den 4. oktober, er det, fordi vi som deltagere fik en enestående mulighed for på egen krop at opleve, hvad det er, musikterapeuterne kan, og fordi min egen oplevelse af det, jeg var udsat for, var en sublim forening af teori og praksis og gav en indsigt, som jeg har en stærk fornemmelse af, vil gøre mig til en bedre frivillig.

Om formiddagen i Vejle hørte vi 2 foredrag:

Først fortalte Hilde Skrudland, musikterapeut ved Hospice Djursland, om selve uddannelsen til musikterapeut og om, hvordan og hvorfor musikterapi bruges.

Overraskende for mig var det at høre, at faget rent faktisk er ret nyt, nemlig først oprettet i 1982 på AUC, og at uddannelsen også er temmelig eksklusiv, idet der kun optages 10-13 studerende om året. (Ret stolt kunne man jo også sidde og blive over, at uddannelsen i Aalborg på forskerplan er verdens førende).

Levende og engageret tog Hilde udgangspunkt i det faktum, at vi som mennesker har musikken i os fra fosterstadiet og op igennem hele livet, og at det er den baggrund, der betyder, at musikken kan bruges terapeutisk. Det kan den inden for mange områder, men altså også i den allersidste fase af livet.

Fordi musikken er så universel og er så gennemgribende et virkemiddel, som påvirker alle eksistentielle dimensioner samtidigt (fysisk, psykisk, socialt og eksistentielt), og fordi høresansen er en helt særlig sans, idet den både er vores første og formentlig sidste, kan den på en helt særlig måde være med til at forløse meget af det, der kan være fortrængt og føles blokeret og svært i den sidste fase af livet.

Signe Marie Lindstrøm, musikterapeut ved KamillianerGårdens hospice i Aalborg, fulgte op på Hildes foredrag.

Signe havde kaldt sin beretning ”Berøring med toner”.

Og berørte blev også vi tilhørere ved at blive indført i Signes mange måder at berøre med sine toner.

For hun underbyggede og belyste sin beretning, både med sin lyre og sin stemme og med konkrete eksempler på sine oplevelser med terminalpatienter og deres pårørende.

Vi hørte bl.a. fortællingen om den følelsesmæssigt blokerede og dødsangste Lailas møde med Signe og hendes musik og om den proces, der ikke blot fik løst op for Lailas angst og forstyrrelser, men også frigjorde hendes evne til at omsætte oplevelser i ord, toner og billeder. Helt fra hun lagde ud med at konstatere: ”Der er ikke flere sange til mig!” og til hun sammen med Signe fik det hele bearbejdet og omsat i en gribende sang, som hun endda blev fri og rummelig nok til at ville give fra sig, så også andre ville kunne få glæde og indsigt af den. Så der i Vejle kunne vi sidde og lade en tåre trille, mens vi hørte Signe synge Lailas sang om overgangen til den anden side, hen over ”en gedigen tømrermesterbro” og frem til: ”Der, jeg gerne vil dumpe op, er et landskab med sol, varme og blomster, - en eng fuld af engblommer, min familie omkring mig og en stor sanktbernhardshund.”

Gode, ja, endda fremragende foredrag har vi hørt mange af og er blevet oplyst og beriget af.

Men for mig (og sikkert også andre) skete der noget helt genialt, nærmest magisk, i Vejle om eftermiddagen, for da fik vi, som nævnt indledningsvis, chancen for på egen krop at opleve koblingen mellem teori og praksis.

4 musikterapeuter havde stillet sig til rådighed med workshops. Ud over Hilde og Signe var det Leif Rasmussen og Inger Kruchov.

Helt tilfældigt og, skulle det vise sig, godt for mig, ”dumpede jeg ned/op” først hos Hilde og siden Signe.

Med Hilde fik vi åbnet vores musikalske livshistorie, og med enkle, insisterende spørgsmål fik hun os hver især til at ”generobre” den musik, vi var børn med, gik i skole med, var unge med, dansede til osv. op igennem vores livsfaser. Så enkelt det end kan lyde, virkede det som en stor gave, på den måde at blive ”provokeret” til at få ens livs musik og sange vakt til live igen.

På samme måde, ved at røre ved tilsyneladende glemte strenge, vækkede Signe vores indbyggede sovende livsfortælling.

Liggende på ryggen på gulvet kom vi i løbet af den time, hvor hun sad og spillede på sin lyre, mens hun samtidig brugte sin stemme til at frembringe beroligende, smukke toneskalaer i et toneleje, der umærkeligt påvirkede vores vejrtrækning, ind i en bevidsthedstilstand, som i hvert faldjeg ikke havde forestillet mig mulig, og som jeg slet ikke havde lyst til at komme ud af bagefter.

For der åbnede sig en stor, stor fortælling i mig, som udvidede sig med den dybe, helt ukendte måde, jeg oplevede mig selv trække vejret på. Og selvom jeg jo var nødt til at bevæge mig ud af den og tilbage til den ydre virkelighed, så varede den ved indeni i mange timer bagefter.

Det var en stor gave at få.

Rent personligt.

Men også ind i den opgave, vi står med som frivillige.

For nogle af redskaberne inden for musikterapien kan vi, som Signe viste os, bruge i det små, når vi sidder ved siden af en døende: Vi kan bruge vores egen stemme til at synge eller nynne stille sange, vi kan bruge vores egen vejrtrækning til at berolige den anden med, eksempelvis ved at ”trække vejret sammen med” eller ”sukke sammen med”. Og måske kan dette endda virke tosidigt og også skabe et anker af ro i mig, som jeg kan give videre i det intense nærvær, der opstår i rummet/mellemrummet.

Rent overordnet, på palliationsområdet generelt, ja, ind i hele den samfundsmæssige debat, er jeg, med oplevelsen i Vejle, helt ind i mit inderste overbevist om, at Hilde, Signe og de andre dygtige musikterapeuter kan hjælpe mennesker med at dø, både ved at lindre rent fysisk, men også ved at vække en glemt identitet til live på ny og dermed genskabe en kolossal menneskelig værdighed både for den døende og for de pårørende.

Det var en meget betydningsfuld dag i Vejle.

Og der burde uddannes mange flere musikterapeuter.  

Lisbeth Simonsen, ”Kamillus Hjørring”  

Seminar for Kamillus-frivillige fra Aalborg, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt og Hjørring

Lørdag den 22. marts 2014 Hjørring Sognegård Torvet 4, 9800 Hjørring

Tilmelding til seminaret senest mandag den 3. marts 2014 til egen frivilligkoordinator

Læs hele programmet og se kontakt til frivilligkoordinator her

Vi er netop trådt over tærsklen til et helt nyt år, og jeg føler som lokalredaktør trang til at skrive en nytårshilsen.

Jeg synes ikke, at jeg kan gøre det bedre end ved at tage udgangspunkt i en af de virkeligt tankevækkende oplevelser, jeg fik med mig i året, vi netop har sagt farvel til.

En tidlig morgen i september tog vi, en bilfuld fra ”Kamillus, -Hjørring og -Brønderslev”, turen fra Vendsyssel til Vejle til det årlige seminar i ”Hospice Forum Danmark”.

Det sker ikke så tit, at man er så heldig at få det videnskabelige og det åndelige knyttet sammen til en helhed, der giver mening.

Men det var netop, hvad der skete her, og manden, der formåede denne vanskelige øvelse, var Ole Hartling, overlæge på Vejle sygehus og tidligere formand for Etisk Råd.

I knap 2 timer formåede han at tryllebinde os med sit levende foredrag, som han havde kaldt ”Bekymringer og håb, - nogle betragtninger om menneskers sårbarhed”:

Sårbare er vi som mennesker, og vi kan ikke holde det ud!

Og jo dygtigere, vi bliver på det videnskabelige område, jo mindre vil vi finde os i magtesløshed, for når vi kan så meget, så må målet være at gøre os usårlige, bl.a. på det helbredsmæssige felt:

Vi vil have styr på det hele, men en af virkningerne af ihærdigheden med at skabe os kontrol, er større og større bekymring, som endog kan resultere i skyldfølelse. For hvis vi bliver så dygtige, at vi bilder os ind, at vi har magt over alting, så må det jo være vores egen skyld, hvis/når vi alligevel bliver syge: Hvad kunne/burde vi have gjort, så det ikke skete?

Som mennesker i det postmoderne samfund er vi af den opfattelse, at vi kan handle os ud af alting, - at skabelse sker ved vore egne handlinger.

Vi har glemt, at skabelse også sker i venten og væren.

Til at belyse disse mekanismer brugte Ole Hartling et par eksempler:
Om bekymring skulle Søren Kierkegaard engang have holdt en toskilling op for sit ene øje og således vist, at hvis vi kun fokuserer på eksempelvis bekymringer om penge, så kan vi komme til at dække for solen lige på den anden side.

Om skabelse lånte han et eksempel, som kollegaen, hospitalspræst i Vejle, Preben Kok, har brugt: En gravid kvinde behøver ikke at bekymre sig om, hvorvidt hjerte, organer og kredsløb kommer på rette plads i det foster, hun bærer. Det er alt sammen ude af hendes ansvar og hænder. Skabelsen sker helt uden hendes egne præstationer, blot ved, at hun venter.

De fleste af Ole Hartlings betragtninger satte han ind i en ramme, der ved afrundingen af hans foredrag viste sig at give god sammenhæng og mening: Nemlig de to årstal på en gravsten (fødselsdag/år og dødsdag) og ikke mindst bindestregen imellem de to tal.

Symbolsk betragtet rummer bindestregen jo faktisk hele det levede liv, og det, vi i første omgang kan tro, at vi selv behersker og er herrer over. Det er her, vi kan have ansvar, hvilket på mange måder er godt, men faren ligger i, at dette kan føre til individualisme på bekostning af fællesskabet, - udtrykt med endnu en af Ole Hartlings formuleringer:

”Det moderne menneske har alt, men det er også alt, hvad det har!”

Og med en af Dirch Passers:

”He is a selfmade man, - hvilket unægteligt frigør Vorherre fra et vist ansvar!”

Umiddelbart er begge måske humoristiske, men så alligevel ikke bare. Ole Hartling ville i hvert fald også med disse udsagn betone alvoren og dybden i dem begge:

Vi er blevet så dygtige, at vi for det første kan komme til at glemme, at vi er sat ind i en sammenhæng og ikke har et individuelt valg i alting. For det andet kan vi komme til at tro, at vi, ud over bindestregen på gravstenen, også kan have magt og kontrol over de to årstal, altså over begyndelsen og enden på livet.

Til at belyse de svære etiske dilemmaer, der følger med fremskridtene inden for videnskaben, brugte Ole Hartling eksempler fra sit professionelle virke, fortalt på en måde, så ingen af os tilhørere kunne være i tvivl om hans dybe menneskelige engagement og hans bekymring for farerne ved at glemme det menneskelige aspekt i teknologien, - altså: Hvad vil vi tillade, at den nye teknologiske kunnen bliver brugt til?

Med personlige eksempler og erfaringer inden for alle tre dele af gravstenen: fødsel, liv og død, gav han os virkelig stof til eftertanke:
Vi fik ingen endegyldige svar (de findes nok heller ikke på livets sværeste spørgsmål), men vi fulgte med ham og så dilemmaerne, som ham ridsede op for os, åbne sig.

Et par eksempler her:
Vi er i dag stort set i stand til at udrydde Downs syndrom, ja, det er næsten sket. Men hvem er vi, at vi kan afgøre, at børn med Downs syndrom bliver født til et dårligt liv, så dem forhindrer vi i at blive født?

Vi kan foretage screeninger og scanninger inden for flere og flere mere eller mindre alvorlige sygdomme, men er det altid bedre at forebygge end at helbrede?

I yderste konsekvens kan man eksempelvis forebygge koldbrand i benene ved at amputere dem begge, og i det hele taget belyste Ole Hartling på umådeligt troværdig vis, at man med stadige undersøgelser/screeninger snarere indleder et BANGELIV, der påfører patienter/almindelige mennesker mere usikkerhed, ansvar og skyld end fortrøstning. Kort sagt: Vi indocerer nye bekymringer i håb om at udrydde bekymringer.

Men hvis håbet ikke findes her, hvor finder vi det så?

Ja, i den sidste del af Ole Hartlings indlæg førte han os med ud ad den retning, at vi ikke kun er teknologiske væsener, - at der er noget ud over det teknologiske/biologiske i et menneske, og at det er her, vi for alvor finder HÅBET.

For mig gav det umådelig dyb mening at høre lægen og mennesket Ole Hartling belyse det, som jeg opfattede som hans hovedbudskab:

At gøre læge-videnskab til læge-kunst.

Deri ligger nemlig, at selve det store håb i livet slet ikke skal findes i naturvidenskaben men i musikaliteten, paradokserne og i at turde være magtesløs, når det er det, man/lægen somme tider er.

I en ganske lille, fin formulering, som et af Ole Hartlings børn brugte, når far skulle ind på hospitalet og bruge sit stetoskop: ”at trøste på brystet”, fik han frem, at nærvær nogle gange er bedre end handling, og at autoritet (også lægens) i høj grad (og måske mere) hænger sammen med, hvad vi er som mennesker, end hvad vi kan gøre.

Vi kommer til kort over for begge ender af livet (de to årstal på gravstenen), og især her må vi benytte et fundamentalt andet sprog end videnskabens og fornuftens sprog, nemlig hjertesproget:

Naturvidenskabens sprog giver måske forståelse, men det tager fortryllelsen.

Derfor må vi finde en bølgelængde, hvor vi bedre kan nå hinanden og rumme magtesløsheden og paradokserne. På den bølgelængde findes poesien og det absurde sprog.

En paradoksal og absurd udtalelse som: ”Kun fordi jeg har dig, kan jeg klare de problemer, som du uvægerligt giver mig!” bliver meningsfuld på grund af kærligheden i den.

Ganske vist er både kundskabens og livets træ vigtige, MEN livets er vigtigst!

Der er sat en kærlighed ind i verden. Det er vores håb, og en grund til, på trods, at vælge glæden ved livet.

Vi er sat i verden med et fortegn, og det fortegn er LIVET. Livet er et umotiveret gode, - meningen kan vi kun ane, men livet har forrang:

Der er en forskel på væren og ikke-væren. Derfor må vi sørge, når livet slukkes, men anerkende, at vi ikke med naturvidenskaben skal gøre os til herrer over det!

På en levende, medrivende, humoristisk og frem for alt troværdig måde førte Ole Hartling os rundt omkring nogle af livets virkeligt store spørgsmål.

Han rundede af med, at både lidelse og lykke hører med til et levet liv. Begge er uforståelige for os, og ”det dybe i livet kan vi dybest set ikke beskrive uden at lyve!”
Kærligheden er en stor del af det hele, og den kan vi ikke ”helt få fat på”, for