Den 22. marts var vi fra alle 5 Kamillus-foreninger samlet til vort årlige fælles seminar, denne gang i Hjørring Sognegård med temaet ”Menneskesyn, liv og tilværelse”.

Og endnu en gang oplevede vi det:

At de 3 led i dagens program på forunderlig vis smeltede sammen og understøttede hinanden i en umådelig fin treklang.


Ja, således vil jeg indlede med det, der ellers var dagens afslutning. Fordi disse linjer fra Benny Andersens ”Mørkets sang” (smukt sunget for os af Ulla og Henrik fra ”Visens venner”, Hjørring) netop i sig rummer hele essensen af dagen og samler alle dens indtryk i et fælles budskab.

Vi begyndte dagen med at høre Jens Maibom, forstander på Diakonhøjskolen i Aarhus. Levende, engageret og lattervækkende talte han ind i vores frivillig-verden om det allervigtigste. Som han meget kort sammenfattede i de 3 ord: Der er mere!

Han fortalte om, hvordan det væsentligste i mødet med mennesket ved siden af os ligger i at se bagom og se medmennesket og ikke blot det umiddelbart synlige: en patient/en døende.

Som han formulerede det:

”Hvad nytter det med 2 bade om ugen, hvis man ikke opfatter den over for én som et medmenneske?”

Meget fint inddrog Jens både det store og det små:

Fra Hebræerbrevet: ”Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses.”

Hvis vi formår at være til stede, kan vi opnå at se mere end det, vi ser. For det vigtigste bliver kun til i tillid; i at turde bringe det, vi ikke ved, i spil. At sige ”Jeg elsker dig!” kan netop ikke evidensbaseres eller dokumenteres.

Sammenhængen mellem frihed, bundethed og grænser fokuserede Jens også på. Meget fint og med billeder fra hverdagen fik han tydeliggjort, at det grænseløse og ubundne nok er tillokkende, men i virkeligheden umuligt og slet ikke til at holde ud. Det, det drejer sig om i livet, er tværtimod at forsøge at gøre det så godt som muligt, inden vi når grænsen.

At være menneske er ikke noget, man er, men noget, man bliver: Hvornår bliver natten til dag? Det gør den, når vi i et blik ser et medmenneske. Og det blik er afgørende, ellers forbliver natten og mørket!

Denne afrunding, ja hele Jens’ foredrag gav stor, stor mening ind i vores udfordring som frivillige. Og så ledte den, afbrudt af en aldeles lækker frokost fra ”Bryghuset Vendia”, direkte over i eftermiddagens foredrag med Erik Lindsø: ”Livsglædens nødvendighed”.

Her blev med stor humor slået et slag for at vælge glæden frem for mørket.

Erik Lindsø formåede, med fortællinger og anekdoter, dels fra sin egen barndom på et hvilehjem i Himmerland, dels om f.eks. Storm P. og Benny Andersen, at forene både latter og alvor:

 Glæden kan være et valg på trods. Den kan, som Erik formulerede det, simpelthen være en morgenkåbe, man tager på, inden man møder dagen. Glæden kræver opsøgende virksomhed, og den skal deles med andre.

Sammenfattende om budskabet i sit foredrag inddrog Erik Lindsø linjen fra Grundtvigs ”Morgenstund har guld i mund”:

”Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små.”

Med andre ord: Vi skal skinne med det lys, vi har fået, imens vi har det, der, hvor vi er.

En tankevækkende, latterrungende og meningsfuld dag i marts havde vi. En dag hvor vi lærte meget, både om det at være menneske, om opgaven og gaven i at være frivillig og om at se medmennesket og bringe noget med ind i dette møde.

Afsluttende, som indledende, et vers fra Benny Andersens ”Mørkets sang”, endnu en gang fordi disse ord også udtrykker det hele:


Lisbeth Simonsen, ”Kamillus Hjørring”